
Sokomjinga er swahili. Det deles i "soko", som betyder marked og i "mjinga", som betyder "noget, der er skørt".
Navnet kan altså oversættes til "Det tossede marked". Ganske smart, for så kan man faktisk sælge, hvad man vil - man har ikke på forhånd lagt sig fast på noget - måske refererer det også lidt til, at vi syntes, vi var lidt tossede, da vi lod os overtale til at gå i gang.
Forresten så har man fænomenet "Sokomjinga" eller "Det tossede marked" i Kenya - det er de store markeder, hvor man simpelthen kan købe alt!!
(ps. "j" udtales som "dj" ligesom i navnet John.)
Hvad kan man ellers købe i gårdbutikken Sokomjinga ud over kurve?
I Sokomjinga er det let at finde en sjov og anderledes gave, - eller "falde over" noget nyt, der kunne pynte op i ens hjem.
Vi har æsker, askebægre og glasbakker i håndskåret fedtsten fra Victoriasøen.
Vi har pileflet, - brødkurve, mejsekurve, servietringe mm. Vi har et stort udvalg i håndsnittede træfugle, - både som uro-er eller som stående pynt. Desuden kan du finde andre trævarer - saltkar, skeer, vinpropper, rangler mm - samt armbånd og vægmalerier. Disse malerier er malet i den karakteristiske naivistiske stil, som man for eksempel ser på butiksvægge i Kenya, hvor billederne illustrerer, butikkens tilbud. Sortimentet skifter ofte, - finder vi noget sjovt eller pænt, så kommer det på hylderne i Sokomjinga.
Kurvene i Sokomjinga er importeret fra Kenya. De er vævede af kvinderne i sammenslutningen (co-operativet) Yatta South Women Group, som består af 31 kvindegrupper med ialt cirka 1400 medlemmer. Yatta South Women Group har kontor og lager i den lille landsby Katangi i Machacos District 2 timers kørsel sydøst for Nairobi. Håndværket at væve kurve går i arv fra generation til generation blandt kvinderne. Kvindegrupperne, som er medlemmer af Yatta South Women Group, ligger spredt over et større område rundt om Katangi. Der er ingen busser - knap nok veje - så kvinderne går ind til kontoret med kurvene når de er færdige med en bestilling. En tur, der kan tage timer for de grupper, der ligger længst væk. Kurvene er vævede af sisal. Sisal er en agaveplante. De lange tråde kommer fra bladene, som behandles på en måde, der minder om det, vi selv gjorde i gamle dage, når vi arbejdede med hør. Sisalen udvindes på fabrikker, men spindes og væves i hånden. I Kenya spinder man ved at rulle fibrene på ydersiden af låret. Sisals naturlige farve er lys rå-hvid, og den farves med plante- eller syntetiske farver, inden den væves.